Haven og tiden af Olivia Laing

Oversat fra engelsk af Rasmus Meldgaard Harboe. Kommer på Forlaget Atlanten, 2026.

I 2020 begynder den britiske forfatter Olivia Laing at genskabe en have i Suffolk. Haven blev oprindeligt skabt af den engelske havearkitekt Mark Rumary, men var groet til i et væld af usædvanlige planter. Midt i blomsterbedene spirer forfatterens interesse for paradiset og dets mange forbindelser til haver, både virkelige og forestillede: fra Miltons Paradise Lost til et italiensk tilflugtssted under Anden Verdenskrig og en aristokratisk nydelseshave finansieret af slaveri.

Haven og tiden er en summende og vidende skildring af havens rige glæder og muligheder. Det er en bog om haven som sted for opdagelse, oprør og drømme om fællesskab – og om den rystende høje pris, det undertiden har haft at skabe paradis på jord.

Et svagt punkt af Lucie Elven

Oversat fra engelsk af Rasmus Meldgaard Harboe. Udgivet på Forlaget Atlanten, 2025.

Floden bevægede sig hurtigt for sådan et søvnigt sted, den snoede sig rundt om bjergets fod, og ved byens højeste punkt lå en forfalden klosterkirke, oplyst i et gyldent skær. Bagtil skrånede en kirkegård, den nærmest faldt som et slør, to sten her, tre der, flere længere ude, gravet ind i den hårde overflade, takkerne løb ned over skrænten, som om disse diagonale begravelser havde fungeret som straf for forbrydelser.

Mellemrummene mellem fyrretræerne var som lange stearinlys, der ragede ud af skråningen, og en passage var ryddet til en kabelbane. Den trak os op med sin ældgamle, tikkende mekanisme, mens en anden vogn kom ned. Vi passerede den i luften: En mand stod og snakkede mellem to politibetjente, og oppe ved vognføreren stod en kvinde. Lyset, der ramte dem, virkede taktilt som gardiner. Selv på sådan en blå dag fornemmede man, at himlen når som helst kunne bryde ud i et uvejr.

Britiske Lucie Elvens debutroman Et svagt punkt en fortælling om en længsel efter et publikum til de liv, vi lever, og svar på de spørgsmål, vi stiller. Om maskulinitet, manipulation og om den usynlige magt, der ender hos mennesker, som ikke er blege for at udnytte andres sårbarheder.

★★★★★ “Et svagt punkt er mystik, bizar og uhyggelig – og skrevet i et virkelig fint sprog, flot oversat ved Rasmus Meldgaard Harboe” — Familiejournalen

“Til tider kommer vi forbi en debuterende forfatter, der bare rammer den lige i bagdelen i første hug. Okay, jeg siger ikke, at Lucie Elvens Et svagt punkt er perfekt, men med et stille, delikat og smukt udlæg på 120 sider, er vi godt nok tæt på” — Bogblogger.dk

Køb bogen her.